Archive for the ‘Skibslog’ Category

Tyske forberedelser

Nina og jeg har – på trods af det fantastisk smukke efterårsvejr, vi har haft i dag – opholdt os på kontoret hele weekenden. Vi har oversat Havets hjemmeside til tysk, så vi forhåbentligt inden længe kan lancere en tysk version af www.havet.dk på internettet.  Vi har sågar haft en “hot-line” til Helmuth (Ninas far) i Hannover, der har hjulpet med den tyske retskrivning og grammatik. Det er en kæmpehjælp for mig, så jeg er så glad! I aften kommer Kristina igen – det bliver hyggeligt. René (Hennings søn) har også været på besøg siden i går, hvor vi om aftenen spiste Lasagne og så agent 007 sammen med Mama. René har lige været og sige farvel, så han og Henning er på vej til Hillerød nu. Jeg skal så småt til at tænke på vores aftensmad. En dejlig og meget arbejdsom weekend!

Der slibes!

Vejret er lige til det, så i dag sliber vi og smører kistebænke med videre. Jeg har nu “fået lov til” at passe kontoret… salg, regninger, lønindberetning m.v. det skal jo også passes. Men Nina, Henning og Kenneth knokler løs på dækket.

Så er jeg tilbage!

Der er da gået alt for lang tid! Vi har haft meget om ørerne – også været syge – så der har bare ikke været overskud til bloggen. Det er der heldigvis nu igen!

Vi har lige været på havjagt i weekenden – en superhyggelig tur ud fra Hundested. Ombord var flere af vennerne fra sydfyn, det er nu altid dejligt at være sammen med dem!

Og i går fik vi så besøg af Kristina og Nina. Kristina er her et par dage og Nina på efterårsferie, det er så hyggeligt. I aften skal vi alle sammen spise hos mama – det glæder vi os til!

 

Smilende Sussie i styrhuset

Vi er under forsejling hjemover efter et vellykket, spændende og hyggeligt træf i Holbæk. Henning og Nina synger “Flower-power-tøj” og “Hun boede ved stranden…”  mens de holder kursen, vi er næsten nået til renden ved Hundested. I aften kommer Bessie Ellen til Helsingør, de bliver dejligt at få dem som naboer – og de har lovet at de kommer over til aftensmad. ETA 17.30 Alt vel ombord

Måneskin om natten…

- solskin om bord i Holbæk til Træf Fjordens Både i dag – og en fantastisk smuk forsejling i nat i blikstille vand og måneskin, der viste vej!

Lutter glade miner ombord – og vi er efter fælles hjælp! – helt klar til åbent skib fra klokken 13 – 16.

Se mere på http://www.holbaek-info.dk/da/arrangement/2008/07/23/traef-fjordens-traebade

 

Sikke en dejlig dag, det er i dag…

Herlig charter i aften på Øresund med supersøde gæster fra hele norden – alt klappede bare så godt -inklusive vejret! og vi havde masser af hjælp af både Asa, Nina (der jo kom i går) og Kristina.

Og nu er vi så på vej til Holbæk i det smukkeste måneskin! Ombord er nu også Kaj og Bente, Arne, Claus (vores vinleverandør). Jesper, Tobias og Daniel (skibstømrerlærlinge fra Hvide Sande, der er på skole i Helsingør for tiden). Jens og hans søn Magne og så René, Hennings søn, der nyder turen og som altid mangler lyst til at finde køjen, når vi sejler. Klokken er 00.30, alt er vel ombord – ETA Holbæk 07.00.

ETA Københavns Havn 16.30

Vi er under forsejling i højt solskin og ditto humør. Det er en af de dage, hvor det er godt at skulle flytte skibet – vejret har været med os, siden vi lettede fra Stubbekøbing kl. 08.00. Så ud over, at vi nyder turen, er Kenneth og Asa i gang med malearbejdet, Henning passer brovagten og undertegnede veksler mellem kontorarbejdet og rengøring under dæk.

 - Og så har Nina (vores tyske veninde… Nina, kære Nina!) lige ringet fra Hannover, at hun gerne vil med til “Træf Fjordens Både” http://www.holbmus.dk/?open=472 så vi ser hende heldigvis snart igen!

 

Hvordan man spiser en elefant…?

… bid efter bid…

Sådan har vi det med vores luge! Den er stor (ca. 50 m2) og grå og malet mange gange med maling, der ikke kan holde på glasfiber, så det skaller af. Sidste år “spiste” vi første bid, og i den forgangne uge har vi (klart mest Henning) først brændt de gamle lag maling af og derefter slebet (korn 24) og finslebet (korn 40…!) den midterste del af lugen – fra storsejlets løjbom og op til jollen.

Jeg har dels haft travl med 1. halvårs bogføring og dels synes Henning, at jeg skal spares for det hårde og beskidte arbejde.

I går kom Asa – vores unge engelske ven – igen. Det er herligt at have ham ombord! I dag er Kenneth mødt tilbage fra fridøgn hjemme hos sin dejlige Åse. Jeg skal ud og proviantere det sidste til turen og her til formiddag forsejler vi øst over. Vi overnatter i Stubbekøbing og sejler videre til København i morgen.

En ny lønning…

Og så endte vi med at skifte fem meter planke i lønningen… reparere støtter… nyt begærlighedsbræt (den hvide planke på højkant oven  på lønningen)… nye skanseklædningsbrædder. Som prikken over i-et, fik jeg min løsning med en rustfri stålplade over begærlighedsbrættet til gangvejen. Så det har været en arbejdsom uge. Men også hyggelig! –  med besøg af David (der har knoklet!) og hans to dejlige børn: Sandra og John. Samt i fredags besøg af Lynne og Eddie, de to herlige mennesker!

Havet ligger hos Ring-Andersen

I dag har vi også forhalet, denne gang fra træskibsbroen og over til Ring-Andersens værft. Vi kunne nemlig konstatere, at en – på overfladen – lille skade på styrbords lønning, blot dækkede over flere gamle skader og for små spunser, som havde råd i sig. Så Henning og Charlie gik over til Peter Ring-Andersen, der selv kom med tilbage og som mente, at det var bedre, hvis vi lagde os over til ham – så her er vi nu. De begynder på at udbedre skaden i morgen. Henning er ved at vande dæk for anden gang i dag (herligt solskinsvejr…!), Charlie er i kabyssen for at lave en af skippers yndlingsretter: Lasagne! Det bliver nok til tidligt i seng i aften, for vi skal have morgenmad kl. 06.30 for at være klar, når værftet er det.