Archive for August, 2008

Smilende Sussie i styrhuset

Vi er under forsejling hjemover efter et vellykket, spændende og hyggeligt træf i Holbæk. Henning og Nina synger “Flower-power-tøj” og “Hun boede ved stranden…”  mens de holder kursen, vi er næsten nået til renden ved Hundested. I aften kommer Bessie Ellen til Helsingør, de bliver dejligt at få dem som naboer - og de har lovet at de kommer over til aftensmad. ETA 17.30 Alt vel ombord

Måneskin om natten…

- solskin om bord i Holbæk til Træf Fjordens Både i dag - og en fantastisk smuk forsejling i nat i blikstille vand og måneskin, der viste vej!

Lutter glade miner ombord - og vi er efter fælles hjælp! - helt klar til åbent skib fra klokken 13 - 16.

Se mere på http://www.holbaek-info.dk/da/arrangement/2008/07/23/traef-fjordens-traebade

 

Sikke en dejlig dag, det er i dag…

Herlig charter i aften på Øresund med supersøde gæster fra hele norden - alt klappede bare så godt -inklusive vejret! og vi havde masser af hjælp af både Asa, Nina (der jo kom i går) og Kristina.

Og nu er vi så på vej til Holbæk i det smukkeste måneskin! Ombord er nu også Kaj og Bente, Arne, Claus (vores vinleverandør). Jesper, Tobias og Daniel (skibstømrerlærlinge fra Hvide Sande, der er på skole i Helsingør for tiden). Jens og hans søn Magne og så René, Hennings søn, der nyder turen og som altid mangler lyst til at finde køjen, når vi sejler. Klokken er 00.30, alt er vel ombord - ETA Holbæk 07.00.

ETA Københavns Havn 16.30

Vi er under forsejling i højt solskin og ditto humør. Det er en af de dage, hvor det er godt at skulle flytte skibet - vejret har været med os, siden vi lettede fra Stubbekøbing kl. 08.00. Så ud over, at vi nyder turen, er Kenneth og Asa i gang med malearbejdet, Henning passer brovagten og undertegnede veksler mellem kontorarbejdet og rengøring under dæk.

 - Og så har Nina (vores tyske veninde… Nina, kære Nina!) lige ringet fra Hannover, at hun gerne vil med til “Træf Fjordens Både” http://www.holbmus.dk/?open=472 så vi ser hende heldigvis snart igen!

 

Hvordan man spiser en elefant…?

… bid efter bid…

Sådan har vi det med vores luge! Den er stor (ca. 50 m2) og grå og malet mange gange med maling, der ikke kan holde på glasfiber, så det skaller af. Sidste år “spiste” vi første bid, og i den forgangne uge har vi (klart mest Henning) først brændt de gamle lag maling af og derefter slebet (korn 24) og finslebet (korn 40…!) den midterste del af lugen - fra storsejlets løjbom og op til jollen.

Jeg har dels haft travl med 1. halvårs bogføring og dels synes Henning, at jeg skal spares for det hårde og beskidte arbejde.

I går kom Asa - vores unge engelske ven - igen. Det er herligt at have ham ombord! I dag er Kenneth mødt tilbage fra fridøgn hjemme hos sin dejlige Åse. Jeg skal ud og proviantere det sidste til turen og her til formiddag forsejler vi øst over. Vi overnatter i Stubbekøbing og sejler videre til København i morgen.

En ny lønning…

Og så endte vi med at skifte fem meter planke i lønningen… reparere støtter… nyt begærlighedsbræt (den hvide planke på højkant oven  på lønningen)… nye skanseklædningsbrædder. Som prikken over i-et, fik jeg min løsning med en rustfri stålplade over begærlighedsbrættet til gangvejen. Så det har været en arbejdsom uge. Men også hyggelig! -  med besøg af David (der har knoklet!) og hans to dejlige børn: Sandra og John. Samt i fredags besøg af Lynne og Eddie, de to herlige mennesker!