Archive for July, 2008
Havet ligger hos Ring-Andersen
Posted by alice | Filed under Skibslog
I dag har vi også forhalet, denne gang fra træskibsbroen og over til Ring-Andersens værft. Vi kunne nemlig konstatere, at en -på overfladen- lille skade på styrbords lønning, blot dækkede over flere gamle skader og for små spunser, som havde råd i sig. Så Henning og Charlie gik over til Peter Ring-Andersen, der selv kom med tilbage og som mente, at det var bedre, hvis vi lagde os over til ham - så her er vi nu. De begynder på at udbedre skaden i morgen. Henning er ved at vande dæk for anden gang i dag (herligt solskinsvejr…!), Charlie er i kabyssen for at lave en af skippers yndlingsretter: Lasagne! Det bliver nok til tidligt i seng i aften, for vi skal have morgenmad kl. 06.30 for at være klar, når værftet er det.
lidt fra vennerne!!!!!
Posted by Arne | Filed under Skibslog
NU er www.havetsvenner.dk aktiv.
Inspirationen er kommet over mig især da jeg så Jeres nye side.
Der mangler stadig lidt finpudsning, men det må komme efterhånden.
Hilsen Arne
Skibe, sange og skumsprøjt
Posted by alice | Filed under Skibslog
En herlig uge! - Som altid er Fyn Rundt Hennings og min sommerferie med vennner og familie - og vi har nydt det igen i år. Vi har haft al slags vejr - mest af det gode! Fredag sejlede vi så flot - alle knoklede for at få alle vendinger til at lykkes - og det gjorde de! Om aftenen var der afslutningsfest ved Maritimt Center i Svendborg. Lørdag tog de fleste hjem, så i dag er vi kun os selv og Charlie. Idag har vi flyttet skibet, vi lå uden på Fylla, der skal sejle i morgen (og som i parantes bemærket er mindre end Havet…). Så nu ligger vi ved træskibsbroen i højt flot solskin og bruger dagen på at få ryddet op, gjort rent m.v. og så hilse på alle dem der lige kommer forbi. - Og Charlie knokler for at få alle billederne fra Fyn Rundt gjort klar til at komme på nettet - samt arbejder videre på sin nyeste “nørd”-ting: En fælles base med billeder af alle skibene samt deres fjernkending.
Nye sejl - nye skøder
Posted by alice | Filed under Skibslog
Vi er på vej Fyn Rundt! Alt er vel ombord - lige nu er vi i Lillebælt lige afgået fra Fredericia. Vi følte os næsten hensat til Frederikshavn - med alle de kanonsalutter de fyrede af…
Mandag havde vi en del vind og nogen sø - der var et par, der belv søsyge, men de holdt nu flot humøret oppe alligevel! Da vi skulle sætte vores to nye klyvere rev skødeblokkene sig løs… så der måtte repareres undervejs, så vi kunne få alle sejlene op og begynde at hale ind på de andre. Jonas, Jesper og Kenneth gjorde en fremragende indsats!
Lige nu er der vandballonkamp! - Så jeg må hellere give mit bidrag!
Farvel og goddag
Posted by alice | Filed under Skibslog
I går fulgte Henning og jeg Asa til lufthavnen - vi håber, at han har haft det godt her, og at vi ser ham og hans familie snart igen, vi er virkelig kommet til at holde af ham.
I går aftes kom så Jonas og Kristina, der tager forsejlingen til Korsør med. I dag sejlede vi klokken 08.00 - mama kom og tog trosserne, hun tager ikke med Fyn Rundt i år - for travlt med sit nye bogprojekt…!
Vejret er ikke rigtig med os i dag - vind og strøm er mere imod end med, så nogen racerbåd er vi ikke, men vi nyder turen, får klaret forskellige praktiske gøremål. Og så synger vi! Og glæder os til at være sammen hele ugen, og til at de andre begynder at komme i løbet af i morgen.
Linket til Fyn Rundt finder du her på siden, hvis du vil se flere billeder fra Fyn Rundt, er her linket til nogle af de mange billeder Charlie (min storebror) tog sidste år: http://picasaweb.google.com/charlie.breindahl/FynRundtFLles
ETA Korsør 23.40
Vikinger og venner
Posted by alice | Filed under Skibslog
I dag er Kenneth kommet tilbage på arbejde, så han, Asa og Henning har vrimlet i maskinen, (reparation af en læk på kværnen til gråvandet) og på dæk (nedgangen i for mellemslebet og smurt endnu en gang med olie; samt pletslået på det gamle dæk… - endnu en gang…!) og om læ (forberedelser til Fyn Rundt i form af omorganisering og rengøring).
I lørdags sejlede vi en 50-års fødselsdag om aftenen ud af Helsingør. Kristina - den knag - kom og hjalp, så vi var 4. Det var Asa’s første charter og han klarede den i fin stil! - Og mama stod på kajen klar til at tage trosser selv om klokken var blevet 23 - og hun blev også og hyggede med os til nat(-aftens)maden ved midnatstid.
I går fik vi morgenmaden på dækket, fodrede gråspurvene og svanerne (det har de vundet hævd på…), og så hjalp vi hinanden med den sidste rengøring efter gårsdagens charter. Senere kom mama på besøg sammen med Charlie (min helt - og storebror) og hans to fantastiske børn, Oskar! og Frida. Vi hyggede et par timer inden de skulle hjem til mama og have frokost. Vi andre besluttede at køre til Frederikssund for at besøge kollegerne på Håbet http://www.sailorlife.dk/?id=7872 og Louis, min svigerfar, der ikke kan gå, men som heldigvis har en vilje som et æsel og som derfor alligevel kom med ombord på Håbet og fik lækker nybagt kage! Efter kagen - uhmmm! - gik vi en tur på Kalvøen og så vikingebopladsen http://www.vikingespil.dk/boplads.html og derefter ville vi egentlig bare have haft en tår at drikke, men det var sidste dag på vikingespillene og vi mødte Karsten og Irene og fik et kram - og så måtte vi absolut ind og se anden halvleg af spillet http://www.vikingespil.dk/index.html og også have taflet (revyen) http://www.vikingespil.dk/vikingetaffel/taffel_index.html med. Det blev en herlig aften! Jaku - en af drengene (og vores gode ven) fra Håbet var med sammen med Kristina, Asa, Henning og undertegnede. Og så var der solnedgang over fjorden inden vi kørte hjem.
Alene hjemme
Posted by alice | Filed under Skibslog
Hyggelig aften - Mama kom til aftensmad - Asa havde bestemt menuen: Spaghetti Bolognaise… Så der var bare os tre, for Henning hjælper på Håbet, han sejler den fra Svendborg til Holbæk i dag. Kasper og Henning tog afsted tidligt i morges. Kasper skulle tilbage på arbejde på Bessie Ellen og Henning altså til en afløsertjans. Asa og jeg har gået hele skibet igennem, så Asa også kender skabe og pumper og maskiner o.s.v.
Ole fra SME (Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer www.smedanmark.dk) kiggede også forbi i aften - altid hyggeligt, egentligt bare for at aftale et møde, men han blev heldigvis og hyggede på dækket med Asa, mama og undertegnede.
I går slog Henning og Kasper råsejlet under - det blæste op i løbet af dagen, men de nåede det alligevel lige inden, vi skulle ud at sejle med Maja. Vi var nemlig inviteret til Jefs 70 års fødselsdag og den skulle fejres hos naboen. Det var en meget hyggelig aften, Asa og Kasper var også med, så sammen nød vi solnedgangen over Øresund.
Med Kronborg om styrbord igen
Posted by alice | Filed under Skibslog
ETA 15.15 Helsingør. Vi er under forsejling hjemover. Ombord er Kasper, Jesper (skibstømrer fra Hvide Sande og god ven af os) og hans to dejlige piger Stine og Julie. Marie og den yngste, Anders tog bilen med fra København, så de kommer om bord igen i Helsingør og bliver til aftensmaden. - Og så er Asa her! Henning og jeg hentede ham i lufthavnen i morges - han er englænder, søn af et af vores nyeste bekendtskaber, Kelvin. Asa skal prøve at arbejde på Havet her i sommer. Vi håber meget, at han vil komme til at stortrives her ombord!
Vi havde i øvrigt en dejlig charter i går aftes - trods alt det meget regn, vi fik i går, holdt det tørvejr hele aftenen - og en fantastisk solnengang fik vi også. Vores gæster var fra europa, sydamerika… asien - et herligt blandet og meget sødt selskab. Kristina kom jo - som så ofte før - for at hjælpe og sov ombord. Hun kunne desværre ikke komme med til Helsingør, men har lovet, at det ikke varer længe før hun kommer igen.
Amaliehaven kl. 15.15
Posted by alice | Filed under Skibslog
Så er vi landet… efter en dejlig forsejling! Vi var så heldige, at Jens og Berit (fra vores skibsband “Fluepapiret”) havde lyst og tid til at tage forsejlingen med sammen med Berits veninde Bodil og hendes søn, Oskar. De er nu afmønstret for at høre musik i staden, inden de skal hjem til det sydfynske i aften. Kenneths dejlige Åse og barnebarnet, Klara var også med på forsejlingen og i går fejrede vi Klaras 5 års fødselsdag her ombord - Klara var selv med til at bage “søkagekonen” og pynte den - og pustede alle lysene ud! De tager alle tre hjem om lidt sammen med Jaku, der ellers arbejder på Håbet, men som tog forsejlingen - og fødselsdagen - med, og som brugte dagen i går på at give forreste nedgang endnu en gang olie.
Kasper er her også, i går hejste han jageren igen, denne gang sejlede vi for den (samt klyverne og mesanen) - de er nu skønt med vores nye forsejl!
Kasper bliver heldigvis et par dage nednu - om lidt kommer Kristina også og tager aftenens charter med - vi håber, at hun bliver og sover og tager et smut med til Helsingør i morgen.
En herlig forsejling med herlige mennesker - og nu skinner solen igen!
Jager
Posted by alice | Filed under Skibslog
Klokken 18 - vores nye jager hejst for føste gang! Kasper, der egentlig arbejder på Håbet og Bessie Ellen, ville godt bruge sin søndag på at klatre til tops i vores stormast for at få gjort blokken til faldet fast - og dernæst slide fingrene godt og vel på skibsmandsgarnet for at få slået jageren under. Så nu er den hejst - tusind tak til Kasper - du er en guttermand! (Det er Kasper, der står på råen…)








